Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Danmarks største fredagsbar

28.11.2012

Klagens indhold
Alkohol & Samfund indklagede Århus Universitet og Royal Unibrew for at sammenkæde alkohol og aktiv sportsudøvelse, at tillade alkoholmarkedsføring på en uddannelsesinstitution samt at opfordre til stort eller umådeholdent forbrug.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
Århus Universitet afholder årligt, i forbindelse med deres idrætsdag i september, det de selv betegner som ”Danmarks største fredagsbar”. I samarbejde med Royal Unibrew, har Universitetet udvidet fredagsbaren med et musiktelt, døbt ”Royalicious-teltet”. Et andet tiltag på fredagsbaren er lancering af aktiviteten ”Ølbowling”. Aktiviteten beskrives således: Det gælder om at trille bowlingkuglen hen mod modstanderens dåse og vælte den. Lykkedes det at vælte dåsen, skal det tabende hold drikke 1 hel øl til sammen, med det samme”. Et spil varer i 10 minutter. Præmien for at vinde Øl-bowling turneringen var 1 palle øl.

Indklagedes bemærkninger
Royal Unibrew fremsendte bemærkninger både på vegne af Århus Universitet og Royal Unibrew. Royal Unibrew afviste indledningsvis, at der skete en sammenkædning af alkoholmarkedsføring og aktiv sportsudøvelse, idet selve idrætsdagen var et selvstændigt arrangement, der blev afholdt først på dagen, og aktiviteten Øl-bowling ikke var en del af idrætsdagen. Ligeledes afviste Royal Unibrew at der var tale om markedsføring på en uddannelsesinstitution, idet arrangementet afholdtes på et udendørs offentligt tilgængeligt område, i ikke umiddelbar tilknytning til Århus Universitet. Til sidst gjorde Royal Unibrew gældende, at der ikke var tale om opfordring til umådeholdent forbrug, da hensigten bag præmien i Øl-bowling var, at fredagsbar-foreninger og kollegium-foreninger kan vinde øl, som de kan videresælge til deres arrangementer, og dermed kan udgøre et økonomiske bidrag til foreningens virke.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet konstaterer indledningsvis, at klagen omhandler markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, hvorfor Nævnet har kompetence til at behandle sagen. In casu har Nævnet valgt at tage det spørgsmål op, hvorvidt Royal Unibrew bruger de studerende som markedsføringsinstrument eller stråmænd. Nævnet understreger, at man som erhvervsdrivende ikke har mulighed for at gemme sig bag stråmænd i sin markedsføring, idet Nævnet altid kigger på, hvem der reelt står bag markedsføringsindsatsen og er fri i sin vurdering heraf.

Alkoholreklamenævnet har i denne sammenhæng haft en god og konstruktiv dialog med Royal Unibrew. I dialogen er blevet diskuteret sponsorater set i forhold til Retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer (Retningslinjerne), hvilket har medført iværksættelse af sen række konkrete initiativer:

Royal Unibrew oplyser, at det fremgår af virksomhedens nye standardaftaler, at man forventer, at kunderne overholder Retningslinjerne.
Royal Unibrew vil indarbejde retningslinjernes krav til markedsføring i sit ”idekatalog”, som er en markedsføringsbrochure, virksomheden bl.a. bruger i sine sponsor-aktiviteter. Det er planlagt, at det fremover skal fremgå heri, at man altid opfordrer til at overholde retningslinjerne i sine aktiviteter.
Royal Unibrew understreger, at man har taget retningslinjerne i betragtning, da man udarbejdede samarbejdsaftalen med Studenterrådet. Royal Unibrew vil dog alligevel gå i dialog med Studenterrådet omkring retningslinjernes indhold og tage en diskussion af, hvordan fremtidige markedsføringstiltag kan udformes, således at de tager fortsat hensyn til retningslinjerne og retningslinjernes ånd.
Ved det konkrete arrangement udloddedes også en præmie på en palle øl. Hertil bemærker Royal Unibrew, at dette er sket til en forening med et betydeligt antal medlemmer. For at undgå, at dette kan anses at være en opfordring til et uforholdsmæssigt forbrug, vil Royal Unibrew indgå i en dialog med Studenterrådet for at oplyse om retningslinjernes indhold og informere de unge om, hvordan sponsorater fremtidigt kan indrettes på en måde, der tager hensyn til retningslinjerne.
Endvidere vil Royal Unibrew ændre sponsoratet til Studenterrådet fremadrettet, således at der ikke uddeles en palle øl (eller tilsvarende præmier), og overveje alternative præmieringsformer.

Alkoholreklamenævnet vil samlet kvittere over for Royal Unibrew for den konstruktive dialog, virksomheden har udvist i forbindelse med sagsbehandlingen. Nævnet tager samlet Royal Unibrews konkrete tiltag og sagens forløb til efterretning, idet Nævnet dog understreger, at det fremadrettet vil overvåge Royal Unibrews markedsføring i forbindelse med fremtidige udgaver af ”Danmarks Største Fredagsbar”.

Klager
Alkohol & Samfund


Læs flere aførelser