Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Klage over importør for navngivning af spiritusprodukt

18.06.2004

Klagens indhold
Alkoholpolitisk Landsråd klagede over et spiritusprodukt med navn ”Sex on The Beach”. Klageren fandt markedsføringen påtrængende, provokerende og opfordrende. Klageren mente ikke, at alkohol kan tillægges egenskaben ”Sex on The Beach”.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
Håndhævelsesudvalget fik forelagt billeder af selve produktet, hvorpå der var trykt ”Sex on The Beach”. Derudover blev der forelagt materiale henvendt til detailhandelen/ restaurationsbranchen.

Indklagedes bemærkninger til klagen
Indklagede bemærkede, at navnet ”Sex on the Beach” er et anerkendt navn på en drink, som fremgår af både internationale og nationale drinkskort.

Håndhævelsesudvalgets afgørelse
Udvalget lagde til grund, at det forelagte markedsføringsmateriale ikke retter sig til forbrugeren, men derimod er business-to-business-materiale, og at der derfor ikke på dette grundlag er anledning til at kritisere markedsføringen. Udvalget fandt ikke, at selve produktets udformning overtræder retningslinierne, idet man også noterede sig, at navnet er fælles med en kendt drink.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd


Læs flere aførelser