Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Hot n'Sweet på MSN Messenger

21.12.2007

Klagens indhold
En privat borger klagede over, at spiritusproduktet Hot n’Sweet reklamerer på internet-sitet MSN Messenger, da Hot n’Sweet består af tyrkisk peber, som kendes af mange børn, og da MSN Messenger benyttes af mange børn og unge.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
En annonce med Hot n’Sweet var indrykket på MSN Messenger på internettet. Annoncen bestod af en mindre annonce, hvorpå der stod: “Hot n’Sweet the only shot with original tyrkisk peber”. Annoncen kunne ses, når brugere læste deres e-mails på nettet.

Indklagedes bemærkninger til klagen
Klagen blev sendt til både distributøren og Microsoft, som solgte reklamepladsen, idet Microsoft tidligere havde fået kritik af Udvalget.

Distributøren anførte, at annoncen var udformet med et kort budskab og produktfoto, hvilket ikke i sig selv appellerer særligt til børn. Kampagnen på MSN Messenger var booket, således at reklamebanneret ikke eksponeres over for børn og unge under 18 år.

Microsoft udtalte, at Messenger er indrettet således, at brugerne skal oplyse alder, når de opretter en Messenger profil, og at reklameeksponeringen indrettes efter dette. I det konkrete tilfælde er det kun brugere i aldersintervallet 18-24 år, som er blevet eksponeret for reklamen. Antallet af brugere i dette aldersinterval udgør 351.963 personer.

Håndhævelsesudvalgets afgørelse
Udvalget ser med alvor på klagen.

Det forhold, at MSN Messenger kan alderssegmentere brugere på baggrund af brugerens egen angivne alder, således at børn og unge under 18 år ikke eksponeres for markedsføring af alkohol, er ikke tilstrækkeligt i forhold til retningslinjernes beskyttelseshensyn over for børn og unge.

Ifølge retningslinjerne for markedsføring af alkohol er 18 år et naturligt udgangspunkt for afgrænsning af begreberne “børn og unge”. 18-års grænsen er ikke absolut og fritager derfor ikke i sig selv for retningslinjernes beskyttelseshensyn.

Udvalget understreger, at de erhvervsdrivende skal være opmærksomme på, at i forbindelse med f.eks. elektroniske tjenester, der har særlig interesse for unge, kan unge over 18 år være omfattet af reglernes beskyttelseshensyn.

På det foreliggende grundlag vurderer Udvalget, at en stor del af brugerne og dermed en potentiel målgruppe for den pågældende markedsføring er omfattet af retningslinjernes beskyttelseshensyn.

Udvalget anser indklagedes adfærd som en overtrædelse af reglerne.

Afgørelsen sendes til både Strandgårdens Vinhandel A/S og Microsoft.

Klager
Privat person


Læs flere aførelser