Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Fodboldtrøjer til børn påtrykt Carlsberg logo

01.05.2007

Klagernes indhold
Alkoholpolitisk Landsråd og Ølentusiasterne klagede over fodbold merchandise fra henholdsvis FC København og Liverpool FC. Merchandiset, der hovedsageligt omfattede T-shirts i børnestørrelser, var påtrykt Carlsberg logoet og anses derfor som markedsføring af alkoholholdige drikkevarer rettet mod børn og unge.

Beskrivelse af markedsføringstiltagene
Både FC København og Liverpool FC spilletrøjer påtrykt Carlsberg-logoet blev markedsført og forhandlet i Danmark. Derudover var det muligt i FC Københavns merchandise butik ”Supershoppen” at købe kuglepenne, nøgleringe og lignende varer påtrykt Carlsbergs logo. Liverpool FC trøjerne fremgik af kæden Sportigan’s husstandsomdelte reklamekatalog, samt af kædens hjemmeside.

Indklagedes bemærkninger til klagerne
Indklagede bemærkede, at der, for så vidt angik salg af Supershoppens varer samt selve reklamekataloget, hvori varerne var anført, er tale om en fejl fra FC Københavns side. Carlsberg har tidligere indskærpet overfor FC København, at Carlsberg ikke ønsker at markedsførte sig overfor børn og unge. Børnetrøjerne er derfor blevet fjernet fra handelen, indtil nye trøjer, uden Carlsbergs logo, bliver trykt. Med hensyn til kuglepenne, nøgleringe og lignende, har Carlsberg fremført, at der ikke er tale om merchandise rettet mod børn, hvorfor Carlsberg ikke finder, at markedsføringen strider mod Håndhævelsesudvalgets retningslinjer.

Indklagede bemærkede i forhold til Sportigans reklame for, og salg af Liverpool FC spilletrøjer, at Carlsberg ikke var ansvarlig for, at trøjerne ikke overholder Håndhævelsesudvalgets retningslinjer og bad Håndhævelsesudvalget tage kontakt til Sportigan, der selv importerer trøjerne, uden om Carlsberg. Carlsberg anførte dog, at de overholder de engelske regler for markedsføring af alkohol i forbindelse med deres sponsorskab af fodboldklubben Liverpool FC.

Butikskæden Sportigan bemærkede, at de ikke var bevidste om, at de overtrådte Håndhævelsesudvalgets retningslinjer, men har taget henvendelsen til efterretning og straks fjernet børnetrøjerne fra salg og markedsføringsmateriale.

Afgørelse
Håndhævelsesudvalget har holdt møde, hvor den indgivne klage af 19. december over FC København og Liverpool FC merchandise med Carlsberg logo blev behandlet.

Udvalget har meddelt Carlsberg, at Håndhævelsesudvalget finder det uacceptabelt, at Carlsbergs logo gentagne gange har optrådt på produkter i strid med regelsættet. Det er håndhævelsesudvalgets holdning, at Carlsberg som brandindehaver er ansvarlig for brugen af logoet/brandet i alle led.

Udvalget finder, at Carlsberg med fordel kunne øge kontrollen med sponsorklubbernes brug af Carlsbergs logo. Endelig ser udvalget gerne, at ånden bag regelsættet for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer i højere grad internationaliseres i Carlsbergs markedsføringsafdelinger.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd og Ølentusiasten.


Læs flere aførelser