Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Reklamefilm for øl

29.11.2006

Klagens indhold
Klager fandt, at markedsføringen i en serie reklamefilm, og særligt i et afsnit, rettede sig mod børn og unge ved at anvende rollemodeller og ikoner, som specielt appellerer til børn og unge. Klager fandt, at reklamen havde stor lighed med en børneudsendelse, og at de medvirkende særligt appellerer til børn.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
I reklamefilmen ses i midten af billedet en mand med en guitar. Han er flankeret af to bamser, der hver især sidder med en fadøl. Sammen synger de en sang.

Indklagedes bemærkninger til klagen
Indklagede henviste til, at reklameserien er baseret på humor og ironi og retter sig mod de 20-40-årige. De medvirkende i serien var begge over 40 år og indklagede fandt, at de begge snarere har folkelig appel end appel særligt til børn og unge. Endelig fandt indklagede, at de medvirkende bamser i pågældende reklamefilm ikke har
særlig børneappel grundet deres sløve og tåbelige udseende.

Afgørelse
Udvalget fandt ikke, at retningslinjerne var blevet overtrådt. Udvalget mindede dog om, at børn er særligt beskyttet af reglerne, og hverken brug af humor eller satire ophæver denne beskyttelse. Samtidig skal der udvises særlig agtpågivenhed i forhold til at anvende elementer fra et børneunivers, eksempelvis bamser, i fremtidige kampagner. Udvalget noterede sig med tilfredshed, at reklamefilmen ikke var blevet vist i tilknytning til børneprogrammer.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd


Læs flere aførelser