Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

DSB og J-dag

11.10.2011

Klagens indhold
Alkoholpolitisk Landsråd indklagede Carlsberg Danmark og DSB for i 2010 at rette markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer mod børn og unge i deres markedsføringstiltag op til og i forbindelse med J-dag.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
Markedsføringstiltaget foregik dels på Nørreport Station, dels i stationskioskerne. På Nørreport Station var trappen ned til S-togs stationen filmet med blå baggrund med snefnug på samt teksten ”Gældelig jul og godt Tub’år”. Derudover var der med store bogstaver anført følgende tekst på væggen; ”Husk J-dag fredag den 5. november kl. 20.59 – SMS ”jdag” til1990 og tag S-toget hjem – det koster kun almindelig SMS-takst”. Derudover var et S-tog afbildet med Julebryg-universets julemand og rensdyr placeret i toget. I stationskioskerne var der ovenover udstillingen af Tuborg Julebryg pyntet med guirlander og lignende fra Julebryg-universet. Derudover var det muligt at deltage i en konkurrence, hvor præmien var besøg af en Tuborg Julebryg-bil med snepiger samt en kasse julebryg.

Indklagedes bemærkninger
Carlsberg bemærkede, at kampagnen var et CSR tiltag, hvorefter målgruppen for J-dag blev tilbudt at tage toget hjem for almindelig SMS takst. Carlsberg anførte i øvrigt, at de anvendte figurer julemanden, rensdyret og Tuborg Julebryg-bilen er en del af Tuborg Julebrygs-univers, der har været brugt i Carlsbergs markedsføring siden 1979 og er en indarbejdet humoristisk identifikationstegning, der appellerer til voksne. Både Alkoholreklamenævnet og Forbrugerombudsmanden har tidligere taget stilling til Julebryg-universet og har ikke fundet det i strid med retningslinjerne. For så vidt angik konkurrencen anførte Carlsberg, at kun personer over 18 år havde mulighed for at deltage. Hovedpræmien var at få besøg af to af Tuborg Julebrygs snepiger, der ville deltage i festen i en halv time med julesang, oppyntning, musik og merchandise samt en kasse julebryg til festen.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet konstaterer, at der er tale om markedsføring af alkoholholdige produkter, hvorfor Nævnet har kompetence til at behandle klagen.

Alkoholreklamenævnet bemærker indledningsvis, at markedsføringen, der finder sted på nedgangen til Nørreport Station, og som er foretaget i samarbejde mellem Carlsberg og DSB, indeholder adskillelige referencer til det univers, der anvendes i markedsføringen af Tuborg Julebryg og J-dag. Særligt skal Alkoholreklamenævnet henlede Carlsbergs opmærksomhed på, at anvendelsen af Tuborg lastbilen samt den anførte tekst, der i højere grad henviser til J-dag end initiativet, hvor forbrugerne kan køre gratis med S-toget, fremstår som produktmarkedsføring.

Alkoholreklamenævnet finder på baggrund af ovenstående, at markedsføringens eksponering sammenholdt med det store fokus på produktmarkedsføring er særligt påtrængende, og at Carlsberg ikke har udvist den særlige agtpågivenhed ved udarbejdelse af markedsføringens indhold og udformning. Alkoholreklamenævnet finder derfor, at tiltaget er i strid med retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarers § 4, stk. 1 og 2, og udtaler på den baggrund kritik. Nævnet tager til efterretning, at Carlsberg har tilkendegivet at indordne fremtidige lignende kampagner, så fokus rettes på kampagnens reelle indhold, nemlig at forbrugerne kan køre gratis med S-toget på J-dag frem for på produktmarkedsføring.

Alkoholreklamenævnet konstaterer derudover, at figurerne fra Tuborg Julebryg-universet fremstår som voksne humoristiske identifikationskarikaturer snarere end tegneserier, hvis indhold appellerer til børn og unge.

Alkoholreklamenævnet bemærker derudover, at markedsføringen af Tuborg Julebryg i 7-Elevens stationskiosker ikke går ud over, hvad der normalt kan forventes af markedsføring i detailhandlen for sæsonvarer. Ligeledes finder Alkoholreklamenævnet ikke, at den udbudte konkurrence, hvor forbrugerne kan vinde et ”festligt besøg af Tuborgs snepiger” og én kasse Tuborg Julebryg, eller det dertilhørende slogan, er i strid med retningslinjerne.

Alkoholreklamenævnet skal dog minde Carlsberg om, at man ved markedsføring af alkoholholdige drikkevarer skal udvise særlig agtpågivenhed såvel med hensyn til
valg af reklamemiddel som med hensyn til reklamens indhold og udformning, hvilket tillige gælder for sæsonbetonede varer.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd.


Læs flere aførelser