Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Øl juletræ

22.11.2011

Klagens indhold
Alkoholpolitisk Landsråd indklagede Københavns Lufthavn og Carlsberg Danmark for i 2010 at rette markedsføringen af alkoholholdige drikkevarer mod børn og unge.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
Markedsføringstiltaget fandt sted i Lufthavnens afgangsterminal. I Tax Free-shoppen var der således opstillet et dåsetårn formet som et juletræ med dertilhørende glaskugler, guirlander og stjerne. Dåsetårnet bestod af almindelige Tuborg Julebryg-dåser, 33 cl, opstillet ordentligt med forsiden af dåsen ud af. Juletræet gik fra gulv til loft og bestod således af 18 lag dåser, stablet ovenpå hinanden.

Indklagedes bemærkninger
Carlsberg bemærkede, at øldåserne var opstillet på en æstetisk og respektfuld måde, og at formen juletræ i sig selv ikke medførte, at markedsføringen var rettet mod børn og unge.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet konstaterer, at der er tale om markedsføring af alkoholholdige produkter, hvorfor Nævnet har kompetence til at behandle klagen.

Alkoholreklamenævnet bemærker, at der gælder et særligt beskyttelseshensyn ved markedsføring, der appellerer til børn og unge. Erhvervsdrivende skal derfor udvise særlig påpasselighed, når markedsføringen forventes at kunne appellere til denne gruppe, jf. retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer § 6.

Alkoholreklamenævnet konstaterer imidlertid, at et juletræ ikke er et børneikon, der udløser krav om et særligt beskyttelseshensyn. På baggrund heraf finder Alkoholreklamenævnet ikke, at markedsføringens udformning appellerer til børn og unge og udtaler derfor ikke kritik af markedsføringstiltaget.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd.


Læs flere aførelser