Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Ølympiade

28.11.2012

Klagens indhold
Alkohol & Samfund indklagede Carlsberg Danmark A/S for at forbinde alkohol med sport, for at opfordre til stort eller umådeholdent forbrug og for at forbinde alkoholindtagelsen med succes. Derudover var alkoholmarkedsføringen rettet mod børn og unge.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
I forbindelse med afholdelsen af OL i 2012 afholdt Carlsberg arrangementet ØLympiaden på Carlsbergs trandområde, ”Urban Beach”. Arrangementet blev afholdt over tre dage og indeholdte blandt andet discipliner som ”Øl-Maraton”, ”Øl stafet”, ”Øl-cykelløb” og ”Full-Body-Beer-Dive”.

Indklagedes bemærkninger
Carlsberg Danmark A/S bemærkede, at det ikke er virksomheden der stod bag endsige har været vidende om Urban Beach’s tiltag. Carlsberg havde således ikke været afsender af kampagnen og havde ikke medvirket til kampagnens tilblivelse eller afvikling. Det var dog Carlsbergs opfattelse, at tiltaget i sin helhed var i strid med retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, hvilket Carlsberg havde indskærpet overfor Urban Beach.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet konstaterer indledningsvis, at klagen omhandler markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, hvorfor Nævnet har kompetence til at behandle sagen.

Carlsberg har skriftligt meddelt Alkoholreklamenævnet, at ”Ølympiade”-arrangementet fandt sted på et område, der er udlejet til en uafhængig tredjemand, hvorfor Carlsberg ikke havde kendskab til arrangementet eller dets konkrete indhold.

Det er Carlsbergs opfattelse, at tiltaget er i strid med retningslinjerne. Dette har Carlsberg indskærpet overfor arrangøren ”Stranden – Urban Beach”, der har taget dette til efterretning og oplyst, at tiltaget ikke vil blive gentaget. Endvidere har Carlsberg overfor Carlsbergs konsulent, der er tilknyttet til ”Stranden – Urban Beach” indskærpet, at konsulenten har en forpligtelse til at følge med i kunders tiltag, herunder at forsøge disse stoppet, hvis det konstateres, at tiltaget er i strid med retningslinjerne.

Alkoholreklamenævnet tager samlet til efterretning, at Carlsberg selv har påpeget en række overtrædelser af Retningslinjerne fra ”Stranden – Urban Beach” og har taget skridt til at sikre, at fremtidige tiltag fra uafhængige tredjemænd på omtalte grund ikke overtræder Retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.

Klager
Alkohol & Samfund


Læs flere aførelser