Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Carlsberg og Ekstra Bladet

23.10.2009

Klagens indhold
Alkoholpolitisk Landsråd indklagede Carlsberg Danmark A/S for at sammenkæde alkohol og sport i markedsføringen samt for at opfordre til umådeholdent forbrug.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
Carlsberg Danmark A/S har i samarbejde med Ekstra Bladet indrykket en annonce i Dagbladet Politiken, med tilbud om at købe en six-pack og dagens avis for kr. 54,95 i en begrænset periode. Annoncen afbilleder en fodboldbane med fyldte tilskuerrækker, seks dåse-Carlsberg og en udgave af Ekstra bladet. Dåserne er stablet i tre ovenpå hinanden, og er betydeligt overdimensionerede i forhold til både stadion og avisen.

Indklagedes bemærkninger
Carlsberg Danmark A/S bemærker at annoncen var placeret i avisens kultursektion, samt at de pågældende produkter var placeret udenfor selve fodboldbanen, og at der således ingen aktiv sportsudøvelse var i markedsføringen. Carlsberg bemærkede endvidere, at en six-pack er en normal forpakningsstørrelse, men ville revurderer dåsernes størrelse.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet bemærker som udgangspunkt, at der er tale om markedsføring af alkoholholdige produkter, hvorfor Nævnet har kompetence til at behandle klagen.

Alkoholreklamenævnet bemærker indledningsvis, at markedsføring af alkoholholdige drikkevarer som udgangspunkt ikke må sammenkædes med aktiv sportsudøvelse, jf. retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer § 6, samt, at de undtagelser, der er anført i denne bestemmelse, skal fortolkes indskrænkende.

Nævnet bemærker, at der er en umiddelbar sammenkobling mellem alkoholmarkedsføring og sport og idræt i den indklagede annonce, både med hensyn til illustrationerne og den anførte tekst. Illustration af aktive sportsudøvere er ikke i sig selv et kriterium for, at der er tale om aktiv sportsudøvelse. Carlsberg har anført at annoncen ikke viser aktiv sportsudøvelse, idet produkterne er placeret udenfor selve fodboldbanen.

Under henvisning til de afbildede dåsers størrelse, sidelinjens bredde contra banen og hjørneflagenes størrelse, bemærker Alkoholreklamenævnet, at det kunne have fremgået mere tydeligt, at der var tale om aktivitet udenfor banen. Alkoholreklamenævnet vurderer således, at anførelsen af sidelinje og hjørneflag mangler proportionalitet og er et symbolsk forsøg på at omgå retningslinjerne. På den baggrund udtaler Alkoholreklamenævnet kritik af markedsføringstiltaget.

Klager
Alkoholpolitisk Landsråd


Læs flere aførelser