Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Tyrolerfest i Brøndby

11.12.2012

Klagens indhold
Alkohol & Samfund indklagede Carlsberg Danmark A/S og Brøndby IF for at sammenklæde alkoholmarkedsføring og aktiv sportsudøvelse, for at opfordre til umådeholdent forbrug samt for at give indtryk af at alkoholindtagelse kan medføre succes.

Beskrivelse af markedsføringstiltaget
I samarbejde med Carlsberg Danmark A/S afholdt fodboldklubben Brøndby IF Oktoberfest på Brøndby stadion forud for en kamp på Brøndby stadion søndag den 16. september. Deltagelse i Oktoberfesten kostede kr. 75,- pr. deltager og arrangementet varede fra kl. 16.00 til 18.30. I prisen var indeholdt 75 cl. Øl, en frankfurter + brød samt indgang til Oktoberfesten.

Indklagedes bemærkninger
Carlsberg Danmark A/S bemærkede at det omtalte arrangement havde en varighed på et par timer, og at der i prisen alene var inkluderet 0,75 cl øl. På den baggrund fremførte Carlsberg, at markedsføringen ikke opfordrede til umådeholdent forbrug. Carlsberg pointerede dog overfor Brøndby IF, at Brøndby IF’s logo og Carlsbergs logo ikke bør fremgå af samme produktmarkedsføring på grund af risikoen for sammenblanding af alkohol og aktiv sportsudøvelse.

Alkoholreklamenævnets afgørelse
Alkoholreklamenævnet konstaterer, at der er tale om markedsføring af et arrangement, der har Oktoberfest som tema. Arrangementet afholdes i umiddelbar tilknytning til en fodboldkamp, der afvikles på Brøndby Stadion. Arrangementet er sponsoreret af Brøndby IF og Carlsberg i fællesskab, hvorfor der er tale om alkoholmarkedsføring. Alkoholreklamenævnet har derfor kompetence til at behandle klagen.

Alkoholreklamenævnet bemærker indledningsvis, at markedsføringen af et arrangement som en oktoberfest, med henvisning til traditionen i München, kan skabe en forventning hos forbrugeren om et stort eller umådeholdent alkoholforbrug. Det for Nævnet indklagede arrangement skaber dog ikke denne forventning, idet arrangementet er tidsbegrænset til at vare 2½ time og alene inkluderer en 75 cl. øl.

Alkoholreklamenævnet finder dog, at både formuleringen ’Oktoberfest på Brøndby Stadion’ og brugen af Brøndby IF og Carlsbergs logo ikke bør fremgå i samme produktmarkedsføring, idet der er en risiko for sammenblanding af alkoholmarkedsføring og aktiv sportsudøvelse, hvilket er i strid med retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer § 4, stk. 5. Alkoholreklamenævnet tager dog til efterretning, at Carlsberg på baggrund af klagen har indskærpet dette overfor Brøndby IF.

Klager
Alkohol & Samfund


Læs flere aførelser